FIKS IT
Teknisk gæld – og hvordan du slipper af med den
Teknisk gæld er noget der opbygges over tid, når IT-systemer, programmer og hardware forældes. Det kan koste på produktivitet, sikkerhed, konkurrenceevne og medarbejdertilfredshed, hvis gælden ikke håndteres.
Hvad er teknisk gæld?
Teknisk gæld, også kaldet technical debt, henviser oprindeligt til dårligt kodet software, som er brugbar på kort sigt, men besværlig og dyr at opdatere. Men det bliver også brugt generelt i forbindelse med forældede IT-systemer. Når et system forældes, kan der opstå driftsmæssige problemer, nedbrud, sikkerhedsbrister, arbejdsgange der foregår uden om systemet og ad hoc-løsninger, der er nødvendige, men ikke optimale.
Kort sagt: Når der er problemer med et IT-system, har man tendens til lave en lappeløsning, som er hurtig og løser problemet nu og her. Lappeløsning følger på lappeløsning, mens systemets effektivitet går støt, men så langsomt nedad, at det ikke erkendes fuldt ud. Og den tekniske gæld vokser.
Lappeløsninger er i sagens natur sjældent tænkt som permanente, langtidsholdbare svar på udfordringer. Og problemet med at gribe det an på denne måde er, at nye problemer ofte vil opstå af gamle, så længe man ikke tænker i langsigtede baner i form af opgradering eller ligefrem digital transformation.
En teknisk gæld med renter
Ikke nok med det. Jo længere den langsigtede løsning udskydes, jo mere krævende kan det blive at betale af på den tekniske gæld. Selv om teknisk gæld ikke direkte henviser til gæld i kroner og øre, kan der løbe renter på, indtil de udskudte, nødvendige rettelser foretages.
En lappeløsning i mange lag kan blive en kompleks størrelse at trevle op, især hvis der også mangler dokumentation. Forestil dig et løg, som er blevet dårligt yderst. Det er umuligt at forudsige, hvor mange lag du skal fjerne, før du kommer ind til den del, der stadig kan bruges.
Excel-arket vender tilbage
Gælden vokser også i den forstand, at jo længere tid en urentabel løsning har været i brug, jo større omkostninger har det haft i form af tabt produktivitet. En skønne dag bliver en gammel løsning en klods om benet, fordi systemerne ikke følger med tiden. Der kan være flere programmer, som ikke taler sammen, og stille og roligt vil det velkendte Excel-ark blive taget i brug for at holde styr på data og informationer.
Det er her, at gælden virkelig begynder at kunne mærkes. Når medarbejderne bliver nødt til at arbejde udenom de systemer, der ellers er sat i verden for at lette arbejdet, bliver hverdagen besværlig. Når de må omgå de etablerede arbejdsgange og løbe ekstra hurtigt for at følge med, falder både arbejdsglæden og produktiviteten.
Hvad gør jeg, hvis jeg har teknisk gæld?
Der er et par ting du kan gøre, hvis du har erkendt en teknisk gæld og gerne vil af med den. For det første er du nødt til at se på, hvor den er opstået, for herefter at klarlægge, hvordan du slipper af med den. Skal der nye forretningssystemer til? Kan en opgradering klare det? Sidder gælden i forældet hardware? Er det på tide at skifte til en IT-leverandør, som er parat til at tage fat, hvor det gør ondt og hjælpe dig med at komme af med gælden?
Kan du ikke selv besvare disse spørgsmål, eller ved du ikke, hvad den bedste løsning er, er det altid en god idé at tage fat i en IT-konsulent. Hos Fiks IT har vi naturligvis nogle virkelig kompetente af slagsen.
For det andet skal du have ledelsen med på din side, så erkendelsen af problemet kan følges op af handling, der afhjælper det. Og hvordan opnår du dette?
Hvordan italesætter du teknisk gæld?
Der er stadig ikke tale om gæld i kroner og øre, men en gæld i form af spildtid og systemer, som ikke længere fungerer optimalt. Det kan være svært at komme igennem hos fx en økonomichef, når du kommer og banker på og beder om nye servere, udskiftning af netværket eller en opgradering af Navision.
Den slags er jo dyrt at udskifte. Men en skønne dag når din løsning end of life, og til den tid er der al mulig grund til at opgradere til en ny version eller skifte til noget helt andet. For så er det slut med support og sikkerhedsopdateringer. Men er det ikke bedre at øve rettidig omhu?
Teknisk gæld vil altid opstå og kan være en kalkuleret beslutning, der er truffet bevidst med en plan for nedbringelse. Men det kan også opstå på baggrund af ubetænksomhed eller uvidenhed i beslutnings- eller udførelsesfasen af projekter.
Hvis dette er tilfældet i din virksomhed, vil en ansvarlig økonomiansvarlig være lydhør overfor argumentet om de omkostninger, der er forbundet ved at slæbe teknisk gæld med sig.

Gå efter as-a-Service-løsninger
Anvender din virksomhed software af nyere dato, er du sikkert bekendt med Software-as-a-Service, hvilket blot betyder, at man abonnerer på et program i stedet for at købe det. Fordelen for dig er, at programmet ikke længere forældes og tvinger dig til at købe en ny version.
Hardware-as-a-Service er samme koncept, bare med computere, servere, printere, skærme og alt hvad der hører under hardware. Det er altså en slags leasing, der gør dig i stand til at udskifte den aldrende maskinpark uden at hive en million op af lommen.
En hardware-leverandør som Hewlett Packard Enterprise tilbyder fordelagtige aftaler, der løber over fx 3 år, hvorefter alt udstyret kan byttes til nyt. Ikke nok med dét: den samlede pris vil ligge ca. 10% under hvad du skulle hoste op med for at købe kontant.
Digitaliser dig ud af gælden
Kan man blæse og have mel i munden? Nej. Kan man nedbringe teknisk gæld uden at slå bunden ud af sin likviditet? Ja, faktisk ret let. Og hvis det ikke kun drejer sig om ny flåde af arbejdsstationer, men en mere fundamental overhaling af virksomheden i digital retning, så er der også hjælp at hente.
Fiks IT tilbyder uvildig digital rådgivning, der kan hjælpe dig med inspiration til at komme i gang. Vi kan hjælpe dig med at klarlægge potentialet i din virksomhed, så du kan digitalisere hvor det giver bedst mening. Vi kan også vejlede dig med hensyn til at søge økonomisk støtte til digitale udviklingsprojekter.
Sørg for en harmonisk digitalisering
Det er vigtigt, at din IT-løsning fuldt ud understøtter virksomhedens digitale transformation, og at du får allokeret et budget til opgraderinger. En kobberforbindelse til internettet vil fx ikke understøtte et cloudbaseret forretningssystem ret godt, ligesom en støvet server i en fugtig kælder næppe er det optimale knudepunkt for virksomhedens arbejdsstationer.
En professionel indstilling til IT-sikkerhed vil også betale sig selv ind mange gange, når du oplever en stabil drift uden afbrydelser. Afbrydelser der kan skyldes alt fra menneskelige fejl, utilstrækkelig kapacitet, forkert opsætning eller IT-kriminelle.
Som lederen i en dansk virksomhed, der er kunde hos Fiks IT, formulerer det:
”Når AP Møller, CIA, Nationalbanken kan blive hacket, er det nok naivt at tro, at det ikke kan ske for os.”
Så hvorfor gøre det let for dem, som får lyst til at forsøge med dig?
Technical debt kort fortalt
Teknisk gæld – eller technical debt – er oprindeligt et udtryk, der er blevet brugt om kode i softwareløsninger, der er valgt med besparelser eller hurtigere udgivelse for øje, fremfor en bedre, men dyrere og mere tidskrævende løsning.
Gælden opstår, når tiden løber fra softwaren, som skal opdateres, men dårlig og ufleksibel kode gør det vanskeligt og mere omkostningskrævende end forventet. Det giver forsinkelser og yderligere omkostninger i fremtidige projekter, der skal udbedre manglerne.

Hardware-as-a-Service?
Vend din gæld til nye fordele
Kontakt Allan Pedersen hos Fiks IT på telefon 81 40 21 96 eller mail. Eller udfyld formularen og bliv ringet op.
Seneste blog indlæg

Office 365 bliver til Microsoft 365
FIKS IT Office 365 bliver til Microsoft 365Den 21. april 2020 ændrede Microsoft navnene på deres Office-pakker fra Office 365 til Microsoft 365. Indholdet og priserne er der ikke lavet om på.Men hvorfor valgte man så at tage dette skridt?Office 365 bliver til...

Afskrivning af anlæg i Business Central
FIKS IT Afskrivning af anlæg i Business CentralAfskrivning af anlægsaktiver kan opsættes til at køre automatisk i Dynamics 365 Business Central. Det kan hjælpe dig med at være på forkant og spare dig mange timers arbejde.afskrivning af...